Endnu engang er skolen og lærerens opgaver og ansvar taget op til debat.
Hele dannelsesdiskussionen er ældgammel og begrebet trækker spor helt tilbage til Platon og Aristoteles. Men dannelsesbegrebets betydning har ændres sig i takt med samfundsudviklingen og i nyere tid har også filosoffer som J.J. Rousseau bidraget til forståelsen af dannelsesbegrebet.
I folkeskolens formålsparagraf synes politikerne at signalere en tydelig holdningsændringen i forventninger til skolens og lærerens opgave og ansvar. Fra 1993 til 2006 ændres formålsparagraffen formulering fra "at fremme elevernes tilegenelser af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling". Til "skolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder der forbereder dem til videre uddannelse".
Denne beslutning står læreren selvfølgelig ikke alene med. Den afspejler også hvilket syn kommunen og ledelsen har på fortolkningen af skolens formål? Og hvilke signaler der efterfølgende sendes videre ned i organisationen til efterlevelse/udøvelse i de enkelte klasserum.
Man kan næsten tale om et paradoks i min optik, idet man på den ene side kræver at eleverne dannes til selvstændige individer (§1) som samtidig skal dannes til at tage del i fællesskabet(§3). Men at dyrke individet og danne til fællesskabet, betyder ikke, at der i Danmark er tale om to skolesyn, der konkurrere om den uddannelsespolitiske magt. Der har til alle tider været tale om "både-og" og ikke "enten-eller". Det er bare endnu en flerstrenget opgave i lærerrollen, som kræver at man tager stilling og træffer fagligt kvalificerede beslutninger.
For i det moderne samfund er det bidende nødvendigt at de unge tager aktivt del i demokratiet, hvis det skal bestå og udvikle sig. Som følger af formålsparagraffen forventes øget faglighed, lærerplaner og elevplaner mm. alt sammen presset ned i snævre rammer, efterlades der kun ringe plads til de demokratiske processer som eleverne kan udvikle læring af.
Men er der tale om et klokkeklart signal ?
Som jeg ser det, er der flere ting i spil, for det første er det et spørgsmål om hvordan den enkelte lærer tolker, vægter og forstår formålsparagraffen. Er uddannelse hævet over dannelse? Og hvis det er tilfældet, hvordan bør fordelingsgraden så vægtes?
Men udover spørgsmålet om uddannelse kontra dannelse synes der også at ligger en ændring i både demokratiopfattelsen og måden denne udøves/anvendes på.
Når det er sagt er jeg faktisk klart tilhænger af øget faglighed i folkeskolen, ikke fordi jeg underkender vigtigheden af dannelsen, men fordi uddannelse er en nødvendighed i det senmoderne samfund. Det er prisen vi betaler for globaliseringen. For som en medstuderende rigtig nok sagde for nyligt, vi er de eneste der kan tilbyde uddannelse - dannelsen kan eleverne også få andre steder.